Analyser viser, at Danmark har et stort potentiale for at
blive selvforsynende med biobaserede byggematerialer. Alligevel er markedet i
dag i høj grad præget af import, og der er stadig et stykke vej, før danske
afgrøder kan indgå i produktionen og blive et reelt supplement til de
konventionelle byggematerialer. Det kræver blandt andet, at materialerne kommer
ud i konkrete byggeprojekter, hvor der kan opbygges erfaring med at bruge dem i
praksis.
Det er næste skridt i Realdanias indsats Veje til biobaseret
byggeri. Fra 1. september 2026 kan både private og professionelle bygherrer
søge støtte til at afprøve danskproducerede biobaserede byggematerialer i
forbindelse med nybyggeri, renovering eller transformation.
”Det handler om, at få gang i dansk produktion af
biobaserede byggematerialer. Og få materialerne ud på byggepladserne for at få
erfaring med, hvordan de fungerer i praksis. Det kræver, at vi får hele kæden
til at hænge bedre sammen – fra danske landmænd og deres afgrøder over
virksomhederne, der udvikler og forarbejder afgrøderne til byggematerialer, og
videre til bygherrerne, som skal turde vælge dem som supplement til de
konventionelle byggematerialer. Ambitionen er, at de erfaringer, der bliver
gjort, kan gøre det nemmere for den næste bygherre at vælge dem – og den næste
igen,” siger Stig Hessellund, projektchef i Realdania.
Støtte til det ekstra, der skal til
Når nye biobaserede byggematerialer skal bruges for første
gang, vil det ofte kræve mere end almindelig projektering og udførelse. Der kan
for eksempel være behov for at teste en byggeteknisk løsning, dokumentere
materialets egenskaber eller udvikle en ny måde at bruge materialet på.
Det er de ekstra aktiviteter, du kan søge støtte til. Det
kan blandt andet være:
- Ekstraudgifter
til den første produktion og indkøb af byggematerialer eller byggesystemer
- Udvikling
og test af byggetekniske løsninger
- Udvikling
og afprøvning af byggesystemer
- Dokumentation,
beregninger, analyser og test
- Rådgivning
om byggeteknik, myndighedskrav, udbud, økonomi eller opførelse
To puljer til forskellige typer bygherrer
Den nye ansøgningsrunde består af to puljer.
Pulje A er for private, engangs- og professionelle
bygherrer, der vil afprøve biobaserede materialer eller byggesystemer i ét
konkret byggeprojekt. Der kan søges op til 500.000 kr.
Pulje B er for professionelle flergangsbygherrer og
bygherreorganisationer, der vil arbejde strategisk med biobaserede løsninger på
tværs af flere projekter. Ansøgningen skal udarbejdes sammen med relevante
aktører i byggeriets værdikæde, og der kan søges op til 2 mio. kr.
Realdania forventer at støtte tre til fire projekter i hver
pulje.
Hjælp til sparring og netværk
Bygherrer behøver ikke have fundet alle producenter og
samarbejdspartnere, før de går i gang med en ansøgning. Inden ansøgningsfristen
kan du få en indledende samtale med det faglige sekretariat.
Du kan bl.a. få sparring om:
- Valg
af pulje
- Relevante
biobaserede byggematerialer
- Udviklingsprojektets
afgrænsning
- Mulige
producenter og samarbejdspartnere
Sekretariatet kan også hjælpe med at skabe kontakt til
relevante producenter af biobaserede byggematerialer – både producenter, der
tidligere har modtaget støtte gennem Realdanias indsats Veje til biobaseret
byggeri, og andre producenter.
Hvis du ønsker hjælp til at finde relevante producenter
eller samarbejdspartnere, anbefaler vi, at du kontakter Smith Innovation inden
ansøgningsfristen. Du kan også møde producenter og andre relevante aktører på
netværksmøde den 22. oktober.
Fra danske marker til danske bygninger
Puljerne er en del af Realdanias indsats Veje til biobaseret
byggeri, der arbejder for at bane vejen for, at biobaserede byggematerialer kan
blive en større del af de bygninger, vi opfører, renoverer og transformerer i
Danmark. Som en del af indsatsen har Realdania allerede støttet otte
byggeprojekter, der skal demonstrere biobaserede løsninger i praksis, samt ti
virksomheder, der udvikler danskproducerede biobaserede byggematerialer.
Med den nye pulje er fokus på at bygge videre på den
udvikling og få flere af materialerne anvendt i konkrete projekter.
Ansøgningsrunde åbner den 1. september 2026
Sparring før ansøgning fra september 2026
Online informationsmøde den 24. september kl. 11.00 – 12.00
Netværksmøde den 22. oktober kl. 13.00 – 16.30 i Realdania
Ansøgningsfrist den 1. december 2026
Svar på ansøgning: februar 2027