Det danske formandskab og Europa-Parlamentets forhandlere er blevet enige om enklere regler ved rapportering om bæredygtighed. Det betyder, at der for danske virksomheder alene bliver fjernet byrder for minimum 6 mia. kr.
I løbet af dette halvår har det danske formandskab kæmpet for at fjerne byrder og gøre det lettere for danske og europæiske virksomheder at investere grønt.
Tirsdag den 9. december er en helt central brik i opnåelsen
af det mål faldet på plads. Det danske formandskab og Europa-Parlamentets
forhandlere er nemlig nået til enighed om en foreløbig aftale om fremtidens
krav til bæredygtighedsrapportering og due diligence – den såkaldte omnibus
1-pakke.
Med aftalen vil kravene i fremtiden bliver enklere og mere
praktiske at efterleve.
For danske virksomheder skrumper mængden af byrder med hele
95 pct. ift. det oprindelige forslag. Antallet af omfattede virksomheder
reduceres fra ca. 2.200 danske virksomheder til ca. 375. Alene i Danmark svarer
det til, at danske virksomheder fremover vil spare mindst 6 mia. kr. i
administrative omkostninger om året.
Den foreløbige aftale betyder desuden, at reglerne for
bæredygtighedsrapportering bliver simplere med færre datapunkter. Data bliver
mere talbaserede, enkle og nemme at sammenligne. Dermed vil grønne virksomheder
rent faktisk kunne vise, at de er grønne, fordi deres data kan sammenlignes med
andres.
Erhvervsminister Morten Bødskov siger:
“Der er nu indgået en stor aftale med massive byrdelettelser
for dansk og europæisk erhvervsliv. Byrder for milliarder forsvinder nu. Det
danske EU-formandskab har sikret aftalen. Alene for danske virksomheder er
gevinsten mindst 6 mia. kr. om året i byrdelettelser. Bureaukrati og bøvl
fjernes. Regler gøres langt mere simple, så virksomhederne kan bruge kræfterne
på det Europa mangler, nemlig at tiltrække flere grønne investeringer, mere
vækst og skabe flere grønne arbejdspladser.”
Europaminister Marie Bjerre siger:
”I dag indfriede vi vores løfte om at fjerne
flere byrder og regler og styrke EU’s konkurrenceevne. Det er et vigtigt skridt
mod vores fælles mål om at skabe bedre rammer for erhvervslivet, så
virksomheder kan vækste og innovere.”
Kilde: Ritzau. “Dansk formandskab fjerner byrder for 6 mia. kr. og baner vejen for grønne investeringer.” via.ritzau.dk. https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/14711819/dansk-formandskab-fjerner-byrder-for-6-mia-kr-og-baner-vejen-for-gronne-investeringer?publisherId=5540552&lang=da