Husk autorisationen når der arbejdes med aftræk i et tag
Hvis et tag skal udskiftes, kan det have konsekvenser for
skorstene og udluftningskanaler, der går ud gennem taget. Og når det drejer sig
om aftræk fra et gasfyr, gaspejs eller en anden gasinstallation, skal alt
arbejde på et gasaftræk udføres af en autoriseret
vvs-installatørvirksomhed.
Der er krav om autorisation af hensyn til sikkerheden. Hvis
et aftræk fra et gasfyr ikke er udført korrekt, er der risiko for, at der siver
kulilte ud indendørs og forårsager en dødelig forgiftning.
En autoriseret virksomhed, der arbejder på en
gasinstallation, har ansvaret for, at installationen er tæt, at aftrækssystemet
har den korrekte funktion og at installationen lever op til reglerne på
gasområdet.
En virksomhed, der udfører autorisationskrævende arbejde
uden at have den nødvendige autorisation, kan blive straffet med bøde.
Kilde: Sikkerhedsstyrelsen