25-01-2023

Denne artikel er en del af DB årsberetning 2022.

Du får DBs årsberetning 2022 i små fokusrettede bidder, idet vi gennem december og januar løbende lægger artikler, der har fokus på det, vi har arbejdet med i 2022, på www.bdb.dk. Vi håber på den måde, at du opdager emner, som allerede har eller kunne få din interesse.

 

Den danske byggebranche var bredt repræsenteret med indlæg af både Martin Ravn-Nielsen, CEO i HusCompagniet A/S og Balder Johansen fra LOGIK & Co, da Danske Byggecentre uddelte Byggeriets Klimapriser 2022. Formålet med prisuddelingen er at hylde innovative produkter og løsninger i byggeriet samt øge kendskabet til klimavenlige byggematerialer.

Et bredt udsnit af den danske byggebranche var samlet, da Danske Byggecentre den 3. maj 2022 var vært ved overrækkelsen af Byggeriets Klimapriser 2022 i Vandværket i København.

Palle Thomsen, adm. direktør i Danske Byggecentre bød velkommen og holdt et indlæg om bæredygtighed og det tilhørende stigende behov for dokumentation.

På scenen var også Martin Ravn-Nielsen, der understregede vigtigheden af bæredygtighed for giganten med ordene: ’Som leverandør kan man understøtte vores projekt eller lade være at være med’.

Sidst men ikke mindst var Balder Johansen fra LOGIK & Co på scenen og talte om værdien af også at se på den bæredygtighed, som traditionelle byggemetoder og materialer som bl.a. træ, halm og fx tang repræsenterer.

Et stærkt felt af nominerede

De tre talere blev afløst på scenen af vinderne af henholdsvis Klimaprisen, Energiprisen, Miljøprisen og Arbejdsmiljøprisen. De fire vindere var udvalgt blandt et stærkt felt af i alt 26 nominerede produkter og løsninger.

Ifølge Palle Thomsen er der et felt, der bliver stærkere år for år: 

– Vi har uddelt Byggeriets Klimapriser siden 2010, og vi kan se, at niveau og ambitioner bliver højere for hver gang. De nominerede i år har virkelig imponeret mig og resten af komiteen. Det viser, at branchen er godt i gang med at forny sig selv indefra.

De fire vindere viser ifølge Palle Thomsen, hvor bredt i branchen de grønne og klimavenlige løsninger vinder indpas.

– Vi oplever en branche, der tager bredt fat. De fleste virksomheder arbejder med bæredygtighed i en eller anden form, og det kommer til at blive intensiveret fremover. Klimavenlige produkter og løsninger er og fortsætter med at være en af de allervigtigste konkurrenceparametre i byggeriet.

Det var formanden for Danske Byggecentre og adm. direktør i XL-Byg, Thorbjørn Sejer Jensen, der overrakte priserne til de fire vindere af Byggeriets Klimapriser: 

Klimaprisen: Aalborg Portland A/S

Aalborg Portland vandt prisen med FUTURECEM. En helt ny cementtype, der er udviklet for at reducere udledningen af CO2. Det er en kompositcement, der udnytter synergien mellem kalcineret ler og kalkfiller til at give markante CO2-reduktioner ved fremstillingen af cementen.

Energiprisen: ASSA ABLOY Opening Solutions Denmark

ASSA ABLOY Opening Solutions Denmark vandt prisen for deres digitale låsesystem PULSE, der selv genererer energi til cylindre og hængelåse. PULSE genererer energi, når nøglen indsættes i cylinderen, hvorfor systemet er designet til en energivenlig fremtid, da der ikke bruges unødig strøm på eksempelvis standbytid.

Miljøprisen: Alfix A/S

Alfix A/S vandt prisen for deres ambitiøse arbejde med miljø og arbejdsmiljø. Hos Alfix har de gjort FN’s verdensmål til en aktiv del af vækststrategien, implementeret 60 nye EPD’er og udvidet fabrikken med et DGNB-certificeret distributionscenter.

Arbejdsmiljøprisen: BMI Group Danmark

BMI Group Danmark vandt for betontagstenen B&C 30 Ergo, der er gjort 25 procent lettere end den klassiske betontagsten, der reducerer tunge løft og risikoen for arbejdsskader. Forskellen i vægt har stor betydning for håndværkerne, der arbejder med oplægning af tag.

 

Efter prisoverrækkelsen var det tid til at netværke for vinderne og de øvrige deltagere til prisoverrækkelsen over et let traktement akkompagneret af jazzkollektivet, om byggeri og bæredygtighed på tværs af produkter, faglighed og udvikling.

Skulle du have spørgsmål, kommentarer eller andet på hjertet i forbindelse med denne artikel, så er du velkommen til at skrive til os på bdb@bdb.dk.